De forbandede 3 styrker og svagheder

Overhørt i omklædningsrummet i Fitness World… Kammerat 1: ”Hvad siger du så, når de spørger om dine 3 styrker?” …tænkepause… Kammerat 2: ”Jeg tror, jeg vil sige, at jeg er udadvendt!” Kammerat 1: ”God idé” Kammerat 2: ”…serviceminded…” Kammerat 1: ”Det passer også godt til jobbet!” Kammerat 2: ”…og til at stole på!” Kammerat 1: ”Det er vildt godt…”

…og så forsvandt de ud i træningslokalerne. Interessant samtale. Jeg kunne ikke lade være med at smile – hvilket hurtigt blev akavet, da jeg fik øjenkontakt med en midaldrende mand, der stod to meter fra mig og tørrede sig efter et bad.

Årsagen til smilet var ikke manden, men et flashback til for mange år siden.

Jeg var gennem en anbefaling fra en klassekammerat blevet inviteret til en jobsamtale som flaskedreng hos Føtex i Storcenter Nord i Aarhus. Længe før jeg anede noget om noget som helst.

Til den samtale fik jeg sjovt nok samme spørgsmål. Suppleret med det om svaghederne. Jeg kan huske, jeg havde forberedt mig på det med styrkerne. Men på forberedelsestidspunktet anede jeg intet om varianten med det modsatrettede fortegn:

”Hvad ser du som dine tre største svagheder?”

Den tyggede jeg lidt på. Så svarede jeg: ”Ingen!”

De havde åbenbart mange ufatteligt kompetente up-coming flaskedrenge til jobsamtale, for jeg fik ikke jobbet. Det kan jo umuligt være fordi servicelederen efter samtalen tænkte: ”Sikke en selvfed ureflekteret og lettere arrogant snotunge”.

Min egen umodne refleksion i det øjeblik jeg fik spørgsmålet har garanteret været: ”Hvem gider ansætte nogen med svagheder? Det må være et trick-spørgsmål. Jeg er snedig og siger, at jeg ikke har nogen”.

Når jeg nu får flashback her 27 år senere, så krummer jeg en smule tæer over mit svar. Men mest af alt krummer jeg tæer over spørgsmålet. Både dét om styrker og dét om svagheder. Og tænk, at det stadig lever derude.

For hvad vil man med det? Eller rettere – hvad er det korrekte svar på spørgsmålet? Spørgsmålets karakter insinuerer, at der er nogle styrker eller svagheder, der er bedre end andre. Om intervieweren vil det eller ej.

Og er man 14 år, umoden og fyldt med hormoner, der får en til at tænke på alt muligt andet end selvbevidste refleksioner, så er det et direkte urimeligt spørgsmål. I det tilfælde må du bare krydse fingre for, at du svarer nogenlunde det, intervieweren gerne vil høre.

Og hvad er det egentlig intervieweren gerne vil høre? Og hvad skal svaret egentlig bruges til?

Svaret på begge varianter af spørgsmålet vil være 100% subjektivt fra kandidatens side. Det samme gælder fortolkningen på interviewerens side af bordet. Nævner kandidaten f.eks. ”Social og udadvendt” som en styrke, så vil der udspille sig to vidt forskellige scenarier i begges hoveder i relation til det at være social og udadvendt.

Er ”social og udadvendt” umiddelbart en stor fordel i det kommende job, er det et godt svar set fra virksomhedens side. Tjek. Er det ikke? Tja…

Og læste du artiklen fra sidste gang, så forlader confirmation-bias-toget lige nu perronen, når intervieweren bruger tid på at bekræfte om det er sandt, det kandidaten fortæller. Hvis altså førstnævnte sidder tilbage med antagelsen om, at det er sandt – en antagelse, som blev formet ved førstehåndsindtrykket, da kandidaten præsenterede sig selv.

Hvis det modsatte var tilfældet – at intervieweren antager, at kandidaten er indadvendt, selvom styrken ”udadvendt” bliver sagt højt – vil tiden højst sandsynligt blive brugt på at bevise sin egen antagelse og modbevise kandidatens påstand. Sand eller usand. Alt sammen ubevidst.

Jeg fortæller mig selv, at det nøjagtig var det, der skete for mig dengang i mødelokalet hos Føtex i Storcenter Nord. Jeg svarede ”Ingen” – og servicelederen noterede ”selvbedrag” - ”Ikke helt den kvalitet vi leder efter i Dansk Supermarked”. Et benspænd af dimensioner. For os begge, vil jeg mene...

Men akkurat her spænder spørgsmålets natur ben for alt, der har med brugbarhed og værdi at gøre.

Lad os nu antage, at du er 15-23 år igen og skal til din første jobsamtale. Er du 15-23 lige nu, er det helt perfekt, du læser med. Du har måske forberedt dig – måske ikke – på hvad, der venter forude til samtalen. Og du er stensikkert blevet tudet ørerne fulde af ”Du skal bare have dit første job”, ”Det handler om at få en fod indenfor” og ”På jobmarkedet er du en vare. Du skal bare sælge dig selv!”

Og så - efter de indledende høfligheder - lander dit eventuelt kommende nemesis:

”Hvad er dine tre største styrker?”

Hvordan vil du svare på det?

A) Vil du være 100% ærlig? Vel vidende, at det måske – måske ikke – matcher det, som intervieweren søger af svar? Og som i øvrigt også kan være en subjektiv holdning.

B) Eller vil du forsøge at svare det, som du tror intervieweren gerne vil høre? Altså akkurat som jeg håbløst forsøgte at gøre i Føtex i 1995…

Jeg antager – og det er en kraftig antagelse – at størstedelen går med B.

Jeg tror, at det er de færreste, der vil være 100% ærlig. Måske som et delelement i et svar – altså en kombination af A og B. Men jeg tænker ikke, at der er mange, der vil sige: ”Jeg er super-introvert” til en af deres første jobsamtaler, når de bliver spurgt om svagheder. Tager dog hatten af for dem, der tør at stå ved sig selv.

Svaret vil være alvorligt farvet af det job, der bliver søgt og et gæt på hvilke styrker, der er bedst, og hvilke svagheder, der bør nævnes for at fremstå mest reflekteret.

Hvis du som interviewer sidder over for en ren B´er, så kan du ikke bruge svarene til særligt meget. Udover at lade dit confirmation-bias spille dig et alvorligt puds efterfølgende. Du ved jo reelt ikke om svaret er usandt.

Sidder du over for en A/B-kombi, så er du lige vidt. Hvordan vil du skelne?

Sidder du over for en A´er, så nyd øjeblikket. Og anerkend et ungt menneske, der tør stå 100% ved sig selv. Men igen – hvordan ved du, at du får det ærlige svar? Og hvad kan du reelt bruge informationen til? Det er jo stadig subjektivt.

Uanset hvad befinder du dig i en blindgyde.

Hvad du bør gøre i stedet

Jeg fisker ikke efter, at du bør være mistroisk. Tværtimod.

Jeg har personligt den holdning, at jeg tror på det bedste i andre indtil det modsatte er bevist. Så jeg foreslår selvfølgelig ikke, at du trækker i en mistroisk mine. Tværtimod.

Men jeg foreslår, at du kyler de 3 styrker og svagheder ud én gang for alle, og træder i nogle mere objektive sko.

Jeg foreslår, at du erstatter alle afarter af subjektive spørgsmål og stiller ét kernespørgsmål, som du efterfølgende søger efter uddybende konkrete svar på:

”Tænk tilbage på et tidspunkt, hvor du har haft stor succes. Det kan være i et tidligere job, på et projekt eller i et samarbejde med andre på studiet. Hvad kommer du til at tænke på?”

Konteksten er nu et konkret fortidigt virkeligt eksempel. Stil uddybende spørgsmål som eksempelvis:

- Hvordan gik du til planlægningen?

- Lykkedes det at eksekvere? Hvad var årsagen til det?

- Hvilke problemer stødte du/I ind i undervejs? Hvordan tacklede du/I dem?

- (Hvis team) Hvilken rolle indtog du i teamet? Og hvorfor?

- Hvem arbejdede du godt sammen med? Hvorfor?

- (Hvis leder) Hvordan var din leder? Hvordan fungerede jeres arbejde?

- Hvis du skulle gøre det om – hvordan ville du så gå til opgaven?

- Hvad lærte du om dig selv undervejs?

Forestil dig al den viden du sidder tilbage med, ved at stille ét hovedspørgsmål og 8-10 uddybende spørgsmål.

Både i relation til, hvad personen reelt har haft succes med tidligere, hvad de har af adfærd, når de har succes, hvordan de arbejder sammen med andre, evnen til både at planlægge og eksekvere, hvilken type leder de arbejder godt/dårligt sammen med, deres reflektionsevne og deres evne til at se forbedringer.

Og så sidder du højst sandsynligt med forholdsvist konkrete svar på, hvilke styrker, de besidder, udviklingspunkter (svagheder) og et relativt godt billede af deres personprofil. Ud fra et virkeligt eksempel og uden at have spurgt direkte til noget af det.

Men vigtigst af alt, så giver svarene et prej om det eneste, der i realiteten giver mening at vurdere på, når du har mennesker til en samtale hos dig: Adfærd.

Hvilken adfærd havde kandidaten, da de tidligere havde succes? Og hvordan matcher deres tidligere adfærd den adfærd, der leder til succes i det fremtidige job hos dig?

Der er flere nuancer på det her, men artiklen er allerede blevet længere end hensigten. Jeg håber dog, at den efterlader dig med flere svar end spørgsmål. Ellers hører jeg gerne fra dig i kommentarfeltet.

Men inden jeg smutter:

Nu vi alligevel har fat i tyrens ene horn, så kan vi ligeså godt tage hårdt fat i det andet. Kan vi ikke stoppe med at rådgive mennesker (og især nyuddannede) om, at de skal sælge sig selv for at få et job?

Jeg er med på hvorfor idéen er opstået. Men ordet salg har bare verdens mest negative klang i denne forbindelse. Kunne vi i stedet kalde det ”Fremstå som den allerbedste udgave af sig selv?”.

Du er ikke en hyldevare, der skal langes henover disken. Og konsekvenserne af salgstilgangen kan lande i alt fra ærgerlig til direkte skrækkelig. Både for dig og for den kommende virksomhed.

De bedste hilsner fra Mads

Nysgerrig på at vide mere? Kontakt mig direkte på [email protected] eller +45 3030 8511... eller læs mere på:

https://mind.as/mind-academy/