- 📈 Bliv bedre til at rekruttere & engagere dygtige mennesker
- Posts
- Derfor skal du fyre for at fastholde
Derfor skal du fyre for at fastholde
Dilemma: Hvem ville du opsige? Den egoistiske top-performer eller kulturbæreren med semi-resultaterne?
Lad os starte med en cliffhanger: En opsigelse kan være det absolut bedste, du kan blive udsat for.
Hvorfor? Det vender jeg tilbage til. Deraf klippe-hængeren…
Årsagerne til opsigelser kan være mange, men jeg er ude efter én bestemt årsag i denne artikel.
For at konkretisere vil jeg præsentere dig for et dilemma, jeg selv har stået i.
Og jeg er 100% sikker på, at der er mange andre, der kan relatere.
Selv hvis du ikke har ledelsesansvar, så følg med og byd ind alligevel. Man kan sagtens have en holdning til dilemmaerne i Sarah & Monopolet uden selv at have stået i dem, så det kan du selvfølgelig også her.
I 2006 havde jeg en lederrolle i en større telemarketingvirksomhed.
Dem af jer, der kender til branchen ved, at der er fart over feltet. Det er også en branche med høj medarbejderomsætningshastighed (MOH).
Jeg trækker fortællingen lidt væk fra min virkelighed, men kun for at styrke billedet.
En af mine ansatte, lad os kalde ham Anders, var noget af en stjerneperformer. I har nok alle mødt en Anders før. Ham eller hende, der leverer det ene fantastiske resultat efter det andet, og som springer alle performanceskalaer med 300-700% over budget.
Personen som bliver fremhævet på ledermøderne, og som er CEO'ens direkte vej til hurtige sorte tal på bundlinjen. Men der var bare én hage ved Anders...
Han var en egoistisk karakter af dimensioner. Og det gik ud over alle andre.
Ved siden af Anders sad Signe. Kulturbæreren og den naturlige leder. Samlingspunktet i afdelingen...
...hende, der møder ind først og går sidst (ikke fordi der er nogen, der forventer det af hende). Hende med alle de rigtige holdninger og den rette adfærd, og som er din forlængede arm ud i afdelingen kulturelt.
Hende eller ham har I nok også mødt.
Der er desværre bare også én hage ved Signe.
Hun performer ikke. Hun leverer ikke de resultater, der skaber sorte tal på bundlinjen.
Her er dilemmaet:
Resultaterne for afdelingen er ikke go
de nok. Du skal opsige én af dine medarbejdere. Og det er enten Anders eller Signe, der skal afsted.
Hvem vælger du?
Brug lige al din kognitive kraft på at vurdere dette dilemma i 2 minutter. Jeg skal nok præsentere min løsning herunder.
Signe blev fyret... Og senere fulgte Anders og nogle andre samme vej…
Tilbage i 2006 var det et lidt mere nuanceret billede end som så.
Og jeg var ikke alene om at træffe beslutningen.
Men jeg var i høj grad med til at påvirke den. Så ud røg Signe og et par andre, som jeg husker det.
Beslutningen var ikke den rigtige. Vi lod os forføre af kortsigtede polerede resultater.
Skyklapløsningen, som er så let at forfalde til. Især i perioder med pres på resultaterne...
For Anders moslede videre og skabte gode resultater. Desværre moslede han også videre med at forgifte kulturen, og selvfølgelig forstærkede opsigelsen af Signe dén effekt.
Det gjorde, at ingen af de andre leverede top-performance - og det er bestemt ikke bæredygtigt i længden...
Hvis jeg stod i et tilsvarende dilemma i dag, så ville jeg til enhver tid sende Anders ud af døren.
Ingen tvivl.
"Det kan du jo let sige Mads"
…og ja, det kan jeg.
For nu skal ham klippe-hængeren snart have syren ud af sine arme...
Anders er den absolut - "no-doubt-about-it" - dyreste medarbejder, du kan have i din virksomhed
...uanset hvor fantastiske resultater han end måtte lave.
Den éne hage Anders har, er enormt dyr for dig. Ikke for hans resultater, men for de andres.
Han er helt utrolig giftig kulturelt.
Han er ikke en, der samler folk - han splitter dem.
Og der findes ikke noget argument, du kan kaste min vej, der kan overbevise mig om, at han er en drøm for enhver virksomhed.
Intet.
Men han er desværre også umanerligt forførende i perioder, hvor resultaterne udebliver. Den sikre hånd at spille, når virksomheden bløder.
Men jeg sætter lige to fede streger under min pointe:
På den lange bane er du på gyngende grund. Selvom opsigelsen af ham virker counter intuitiv i nuet, så er han ikke løsningen på dine problemer på den lange bane.
Nu er vi ved årsagen til, at "en opsigelse kan være det absolut bedste, du kan blive udsat for"
Jeg tænker ikke på din egen opsigelse her.
Selvom jeg vil argumentere for, at det for nogen kan være noget af det bedste, der kan ske.
Det er opsigelsen af Anders, jeg tænker på.
Og hvordan du som Anders’ leder eller kollega kan blive "udsat" for hans exit.
For det er helt ufatteligt, hvad det kan skabe af positive synergier, når du sender Anders ud af nødudgangen, fordi han ødelægger kulturen.
Og bagefter fortæller andre åbent om årsagen.
Stærke individuelle resultater i sig selv er ikke en succesfaktor for en virksomhed. De fælles resultater er. De er produktet af en imponerende teamindsats, og det får du ikke med Anders ombord.
Tanke-eksperiment: Anders, jeg beskriver her, er medarbejder i et team. Hans ego er ødelæggende for kulturen. Men tænk hvis han var leder? Skal vi så gange hans negative effekt med 100? Og hvad nu hvis han var CEO? Hedder den så 1.000?
Som en af mine tidligere kolleger sagde i en lommefilosofisk stund:
"Når én mester forlader scenen, træder en ny mester ud af skyggen"
Lommefilosofisk eller ej, det passer.
Når én stjerneperformer forlader din virksomhed eller afdeling, dukker der altid en ny op blandt dem, der er tilbage.
Jeg har set og hørt om det så mange gange nu på tværs af virksomheder og kulturer, at jeg på det nærmeste vil kalde det en universel regel på linje med tyngdeloven.
Der er et men...
Det men er din mulighed for at forandre billedet totalt for dig selv, dine medarbejdere og for hele virksomheden. Det kommer her:
Eksekveringen af Anders´ fyring afhænger af én ting: Dit mod som leder.
Og min vens trippende afdelingsleder signalerer ikke mod pt. Det koster.
(Jeg kommer lige tvivleren i forkøbet. Der findes gråzoner, specielle omstændigheder og situationer. Anders kan jo i nogle situationer være den eneste, som du har at trække på. Men det er blot undtagelserne, der bekræfter reglen).
Så hvad mener jeg med, at du skal opsige for at engagere?
Jeg håber, at pointen har vist sig undervejs, men hvis ikke, så slår jeg den fast her.
Medarbejdere, der forgifter din kultur, er langt dyrere på den lange bane end de resultater, de skaber på den korte.
Hvorfor?
Det kan du selv få lov at svare på via dette utroligt ledende spørgsmål:
Hvad vil du helst møde ind til hver dag?
En kultur, der sprudler af engagement og proaktivitet, og hvor folk leverer indeks 80-120 på tværs af teamet? Og når der kommer rigtig gang i synergien = indeks 140+.
En kultur præget af individualisme, og hvor Anders leverer fantastiske indeks 300-700? Til gengæld leverer de andre ikke lang tid ad gangen. Primært fordi de befinder sig i en kultur, hvor der ikke er plads til at blomstre i. Og nå ja... Fordi indgangen til afdelingen er en svingdør...
Det korte af det lange er, at de andre medarbejderes engament styrtdykker.
Ultimativt forlader de dig, hvis ikke du aktivt får Anders til at forlade dem.
Spørgsmålet er om du er parat til at opsige én for at engagere 10?
Mit eget personlige syn på opsigelser - og 4 gode råd
Som sagt har jeg allerede selv været der. Flere gange.
Og som allerede skitseret, så er det ikke den mest flatterende del af lederlivet.
Og jeg tager personligt afstand til alt, hvad der hedder uretmæssige opsigelser, hvor det er af manipulerende årsager, at medarbejderen bliver sendt ud af døren.
Hvad en uretmæssig opsigelse er, vil jeg lade være op til din egen integritet og moralske kompas at vurdere...
Jeg vil dog afslutningsvis gerne give nogle få konkrete råd med på vejen:
Du sover bedre om natten, hvis du ved, du har gjort alt, hvad du kan.
Der kan være mange årsager til, at du skal fyre en medarbejder. Medmindre vi snakker Anders, så gør hvad du kan for at få personen tilbage på kurs før du siger stop.
Vær ærlig.
Der er ingen, der hverken fortjener eller får det bedre af, at blive sendt afsted med en: "Det er ikke dig, det er mig".
Det er et menneske, der sidder over for dig.
Drop de fancy ord og tillærte CBS-termer og tal til personen i øjenhøjde. Det kunne være dig, der sad der en dag...
Tilbyd hjælp med at få personen videre - og men det.
Det er mit absolut bedste råd. Men lad nu være med at sælge varm luft... Både for dig selv, for medarbejderen og for virksomhedens omdømme. Der er ingen grund til at brænde unødige broer. Hvis ikke du selv har tiden til det, så tilbyd et outplacementforløb, og lad andre hjælpe din opsagte medarbejder videre.
For mange mennesker er en opsigelse lig med følelsen af en falliterklæring.
Arbejdet er med til at definere vores identitet. Hjælp dem med at holde selvværdet oppe, også selvom du ikke er deres direkte leder mere. Bare fordi de ikke fik succes hos dig, er det ikke ensbetydende med, at de ikke kan få succes andre steder.
Det har jeg selv oplevet på nært hold gentagne gange.
Hvad tænker du - hvordan ville du selv håndtere dilemmaet? Og har du selv nogle gode oplevelser eller gode råd i forbindelse med opsigelser?
De bedste hilsner fra Mads
📈 Her er hvordan jeg kan hjælpe dig:
Vil du være mere succesfuld i dit search & headhunt arbejde? Skriv til mig på: [email protected]
Vil du skrive jobannoncer, der får de rigtige til at søge hver gang? Klik på dette link: https://www.mindacademy.as/sadan-kommer-du-aldrig-til-at-mangle-kvalificerede-ansogere-igen
Fri rekrutteringstræning på YouTube hver uge:
https://www.youtube.com/channel/UCjGk4rIkQULVp0LrqFWSouALæs mere om mig lige her: https://www.mindacademy.as/om-os
Kontakt mig direkte på [email protected] / +45 3030 8511