Gør det let for kandidaten at sige JA til jobbet. Og JA til at blive i det på sigt.

Jeg har en god ven, som længe har arbejdet med ejendomme. For et års tid siden søgte han job hos et større foretagende inden for finansielle tjenester.

Han blev inviteret til samtale med en af topcheferne og HR-chefen. Det var et fedt sted. Moderne lækre faciliteter. God beliggenhed. Succesfuld attitude og professionelle signaler fra alt og alle. Men bedst af alt, så var det ”rigtige” mennesker, han mødte.

Samtalen gik over al forventning. Kemien var god lige fra start og efter 1,5 time blev der sagt ”tak for en fremragende snak!”.

Som I nok kan gætte, fik han jobbet. Og da han snakkede med topchefen efterfølgende, kunne han fortælle, at HR-chefen lige efter samtalen ordret havde sagt ”Ham her skal du have med ombord!”.

Da jeg talte med min ven kort efter han havde sagt ja, var han naturligvis meget begejstret. Det var jeg også på hans vegne. Det sted han var før kunne ikke prale af verdens bedste arbejdskultur, så situationen var nær perfekt.

Det lyder jo umiddelbart som en succesfuld rekruttering og en win-win løsning. Det kunne det også have været, hvis ikke det var endt med en ansættelse på kun 9 måneder.

Hvorfor? Både virksomheden og min ven lavede en fælles fundamental fodfejl. Helt ubevidst. Fodfejlen er dog ofte forbundet med et stort økonomisk og tidsmæssigt tab. Af den årsag vil jeg forsøge at gøre dig meget bevidst om den, så du kan undgå en copy-paste af ovenstående.

Fodfejlen har at gøre med den måde vi som mennesker træffer beslutninger.

Kender du det, at du gør noget fordi det føles rigtigt, men rationelt ikke er det smarteste?

Det kunne være at spise 3 hotdogs på Børnenes Kontor lige inden aftensmaden eller bestille en rejse til Maldiverne vel vidende, at du ikke har pengene.

Jeg tror, de fleste har prøvet det. Det er helt normalt for en velfungerende hjerne. Og der er en specifik årsag til, at det sker.

Inde midt i hjernen findes to områder, der samlet set hedder Amygdala. Amygdala er stedet, hvor følelser gives mening og huskes, så næste gang du bliver ramt af følelsen, så genkaldes din tidligere association og respons.

Forrest i hjernen sidder to store områder, der er et relativt nyt add-on til hjernen rent evolutionært. Frontal lapperne er en del af den cerebrale cortex, som er ansvarlig for konkret tænkning, ræsonnement, beslutningstagen og planlægning.

Når eksempelvis de første Black-Friday mails lander, og du ser drømmeuret nedsat med hele 70%, så er din savlende Amygdala i gang med at påvirke dig til, at du for alt i verden skal trykke KØB. I den situation kræver det et par ualmindeligt stærke frontallapper for rationelt at overbevise dig om, at det ikke er en god idé.

Hvem der vinder afhænger selvfølgelig af, hvem man er, og din hjernes unikke sammensætning. Men skulle din Amygdala og dine frontallapper lægge arm, ville det svare til at sætte Goliat over for David. Følelser vejer utrolig tungt i beslutningsprocesser, og i truende situationer kan Amygdala ligefrem tilsidesætte din rationelle tænkning og handle på dine vegne for at beskytte dig.

Lad os nu antage at dine frontallapper og din Amygdala er sammen til jobsamtale med en topchef og en HR-chef i superfede omgivelser.

Kemien er fantastisk og samtalen flyder frit. Amygdala genkender alle de dejlige medfølgende følelser og bader frontallapperne i positive vibes. Den rationelle Cortex opvejer situationen, og selvom du burde gå ekstra konkret til værks ved så vigtig en beslutning, får Goliat overbevist David om at sige: ”Vi gør det sku´! Jeg ved godt, jeg burde være mere undersøgende, men beslutningen føles bare helt rigtig. Når jeg lige lynhurtigt lister pros and cons, er der klart flest plusser.” Goliat nikker ivrigt. Det gør Goliat hos HR-Chefen og topchefen også.

Lad Goliat tage en power-nap, og giv David lov til at tænke i fred.

Tilbage til min ven og Co. med fodfejlen.

Vi kan forsimplet placere Cortex som en del af vores bevidsthed og Amygdala som en del af vores underbevidsthed. Fordelen ved opdelingen er, at hjernen lagrer vaneadfærd i underbevidstheden, så du ikke skal bruge bevidst energi på at holde øje med det. Det er smart, fordi din underbevidsthed kan behandle 20 millioner indtryk fra omgivelserne i sekundet. Uden at du skænker det en tanke. Din bevidsthed kan tilsvarende håndtere 40. Altså ikke millioner. Bare 40. Så det er vildt effektivt, at du ikke skal være bevidst om 20 millioner ting på én gang. Dem har du nogen til at ordne for dig, mens du tager dig af sagerne i småtingsafdelingen.

Men det er ikke så smart i de tilfælde, hvor du ubevidst beslutter noget, du ikke burde beslutte. Akkurat ligesom min ven, HR-Chefen og topchefen ubevidst gjorde sammen. Eller da min hustru forleden spiste 3 poser Topsy i sofaen og fik sukker-hovedpine. Det svarer til et benspænd, du ikke selv opdager, før du senere står foran spejlet og tænker: ”Hvad er der sket med mit ansigt?”.

Hvis du vil undgå fejlansættelser, eller undgå at sige ja til det forkerte job, skal du bede Goliat tage en power-nap og lade David tænke sig godt og grundigt om. En så vigtig beslutning bør undersøges med det bevidste og meget konkrete sind først.

Fodfejlen var blevet opdaget i tide, hvis min ven havde fået svar på et simpelt, men ofte overset spørgsmål: ”Hvad skal jeg lave?”

Altså helt konkret. Når hverdagen rammer og Amygdala ikke længere er påvirket af stemningen til samtalen, hvad er det så helt konkret, arbejdet går ud på?

Det er ikke nok med floskler som ”Du skal navigere blandt mange forskellige interessenter” eller ”Du skal lave opsøgende salg over telefonen”. Det skal være langt mere konkret. Hvem skal der ringes til? Hvor mange opkald? Inden for hvilken tidsramme? Med hvad for øje? Hvad er målsætningen? Hvornår er det en succes? Det kan virke utrolig banalt. Men det er én af de vigtigste banaliteter der findes i HR-sammenhæng. Undervurdér den ikke.

Djævelen ligger i detaljen. Detaljer er guf for frontallapperne, og de bør altid komme først til fadet. Det er den rationelle del af hjernen, der er i stand til at træffe beslutninger, der med stor sandsynlighed holder i længden.

I rekrutteringssammenhæng er der to rationelle faktorer enhver kandidat bør bede om svar på, og som enhver virksomhed bør have forberedt grundigt.

Kig på figuren. Den viser sammenhængen mellem ”Synlighed om fremtidige muligheder” og ”Klarhed om hvad man konkret skal gøre for at blive en succes i jobbet”. Jo mere synlighed og klarhed, des større sandsynlighed for, at kandidaten siger ”ja” til jobbet af de rette årsager. Befinder kandidaten sig i øverste højre kvadrant, ved han/hun præcis hvilke muligheder, der venter derude, og hvilke konkrete indsatser, der skal lægges for at blive en succes. Også på den lange bane.

Nederste venstre kvadrant viser det modsatte. Min ven befandt sig her. Og det gjorde HR-Chefen og topchefens definition af rollen også. De vidste det bare ikke, da de alle 3 lod sig rive med af stemningen på samtalen. Ligesom det sker på et utal af jobsamtaler hver dag. Uden vi ved det. Goliat tager magten.

Virksomheden og kandidaten har et fælles ansvar for at undgå afbrudt samarbejde kort efter ansættelse

Fejlansættelser er lose-lose. Der er ingen, der vinder på det. Det bedste du kan gøre for at undgå dem, er at være ultra-konkret på indholdet af øverste højre kvadrant. Årsagen til, at det giver mening at være ultra-konkret er, at netop manglende synlighed om fremtidige muligheder, og manglende synlighed om konkrete hverdagsindsatser i jobbet, er en af de hyppigste årsager til, at medarbejdere siger op igen. Ofte kun overgået af samarbejdet med lederen. De føler kort sagt, at jobbet ikke indeholder det, de forventede.

Hvis kandidaten skal sige rigtigt ja til jobbet, så bør I sammen besøge de helt konkrete handlinger, der skaber succes i jobbet. Og så skal I sammen vurdere, om kandidaten kan se sig selv udføre de handlinger på både den korte og den lange bane. Så når Goliat efterfølgende bliver vækket fra sin lur, så er konsekvenstænkningen allerede overstået, og følelserne om det, der skal ske, kan få frit løb.

De bedste hilsner fra Mads