Hvad er enhver leders eller CEOs vigtigste opgave?

Du har nok gættet hvad jeg vil sige...

Rekruttering.

Det er den absolut vigtigste opgave, du bør mestre før alt andet, hvis du har planer om at være mere end en énpersons-hær.

Ja, jeg er farvet fordi rekruttering er min hverdag. Men det bør du også være.

Nogen vil sige, at der er andre faktorer, der er lige så vigtige eller endnu vigtigere. Ledelse. Strategi. Salg. Produktion. Udvikling. Lønsomhed.Og meget mere.

Og det er sandt. De er alle vigtige. Og nødvendige for at skalere og gro. Jeg kunne ikke være mere enig.

Men hvem vil du lede? Hvem skal eksekvere din strategi? Hvem udgør din kultur? Hvem skal producere? Hvem skal udvikle? Og hvem skal skabe lønsomhed?

Det hele starter med at finde de mennesker, der skal udgøre det hele. Indtil da er du “bare” et individ med et hav af idéer og en minimal rækkevidde.

 De rigtige mennesker fremmer alt. De forkerte hæmmer det hele. 

Med de rigtige ombord, sender du dig ud af en eksponentiel kurs. Med de forkerte kan du gange det hele med 0,3.

Og ja. Du har hørt det mange gange før. Men budskabet tåler at blive gentaget igen. Og igen. Og igen.

For måske det denne gang betyder, at du går fra tanke til handling, og booker tid i kalenderen til at finde svar på, om måden du rekrutterer på i dag er effektiv nok. Eller til at lære disciplinen helt fra bunden. Eller til at implementere et værktøj eller to, du ved andre har haft succes med. Eller blot prioritere tiden til bedre forberedelse inden næste gang.

Hvad end du gør, så finder du ikke et bedre sted at investere din tid og energi end på at blive bedre til at rekruttere.

Derfor blev jeg også enormt glad, da jeg helt tilfældigt faldt over den her TEDx Talk med serieiværksætteren Mads Faurholt. Han siger blandt andet:

 “I don´t consider myself a CEO. I don’t consider myself an entrepreneur. I consider myself a recruiter. That’s it. My job - my role - is to find the right people. If I find the right people - and I select the right people - my life is really, really simple. If I don´t select the right people, my life is very complicated”.  “Leaders are told to recruit the right people, they have never been taught how to recruit the right people. That is why most leaders spend 10% of their time recruiting, 90% of their time making up for recruiting mistakes”.

Jeg kan klart anbefale dig at se hans 15 minutter lange TEDx Talk via linket her:

Jeg kan nemt følge hans logik. Der er alt for mange steder i ledelseslitteraturen, på lederkurser, workshops og peptalks, hvor vi bliver tudet ørerne fulde med, hvad vi bør gøre som ledere og hvorfor det er så vigtigt. Der mangler bare et meget centralt hvordan.  

 Hvordan skal jeg finde og udvælge de rigtige mennesker? 

Lige præcis dét emne går jeg i dybden med over de næste måneder i det her nyhedsbrev. Fra A til Z. Konkrete brugbare fremgangsmåder, der får dig i mål. Og som udfordrer dig til at løfte niveauet på, det du allerede gør i dag. Det er trods alt den vigtigste opgave du har.

 Det bedste sted at starte rekrutteringsrejsen er din mentalitet. 

Den kommer til at være afgørende for din succes. Hvordan anskuer du rekruttering? Hvordan er dit mindset, når du tænker på rekruttering?

For sandheden er, at de fleste mennesker i virkeligheden ikke er interesserede i et arbejde.

De er interesserede i den transformation eller forandring arbejdet giver dem.

For mig at se er det én af de helt store indsigter om rekruttering, som kan løfte dine rekrutterings-skills fra nogenlunde til excellente. Og det er det helt rigtige mindset at have, uanset om du er grøn eller erfaren.

Da jeg begyndte at rekruttere i starten af 00‘erne, var jeg meget fokuseret på selve processens elementer. Skrive en korrekt jobprofil. Udarbejde en god annonce. Sende de rette signaler. Sige og gøre de rigtige ting. Stille spørgsmål i den rigtige rækkefølge. Komme igennem alle samtalens faser. Lytte mere end jeg talte. Afslutte på bedste vis. Aftale next step. Følge op osv.

Og selvom det alt sammen er vigtigt, så kan det hurtigt blive mekanisk og lidt for indadskuende. Det var mindsettet om, at er jeg skarp på delelementerne i processen, så bliver det samlede billede godt. Hvilket langt henad vejen også er sandt. Det er bare kun den halve sandhed.

 Det var først nogle år senere, i en periode hvor jeg underviste mennesker i kommunikation og samarbejde… 

…at det virkelig gik op for mig, at selvom selve processen er vigtig, så er værdien af processen endnu vigtigere:

Hvad står vi tilbage med i sidste ende? Hvilken positiv forandring går vi igennem på vej derhen?

For nogen kan det lyde banalt. For andre kan det måske være ligeså øjenåbnende, som det var for mig:

 De fleste mennesker vil gerne føle, at de flytter sig hen mod noget bedre, og at de reelt forandrer sig til noget bedre undervejs. 

Det er dét, der er drivkraften bag slankekure. Det er årsagen til, at mange går i fitnesscenter. Det er derfor vi søger hjælp, når det gør ondt i livet. Det er derfor vi lægger planer for udvikling. Personligt eller professionelt. Vi vil gerne bevæge os hen mod en bedre version af os selv end vi er i dag. Enten konstant eller i ryk.

Og er der skabt klarhed om hvordan den bedre version ser ud og hvordan vi kommer derhen, er motivationen for at handle maksimal.

 Den viden bør du anvende i dine rekrutteringer. 

Da jeg integrerede den forståelse i mine egne rekrutteringsprocesser, blev mine indsatser langt mere smidige og effektfulde, fordi jeg hele tiden dirigerede processen og dialogen i en retning, der gav maksimal værdi. Værdien i denne sammenhæng var, om kandidaten forstod den positive transformation, det kommende job ville byde på, og hvad de ville stå tilbage med i den sidste ende.

 Det er langt vigtigere end en 100% velsmurt proces. 

Kæmpe ros til dig, hvis det allerede er noget, du gør og har gjort længe. Så er din mentalitet det helt rette sted. Hvis ikke du gør, så vil jeg opfordre dig til at tænke over følgende inden du rekrutterer næste gang:

Hvad står en person tilbage med efter 3 år i jobbet? Hvilken udvikling går de gennem?

… og så begynde at kommunikere det så tidligt i processen som muligt. Det vil med garanti skabe en markant bedre oplevelse, en bedre forståelse og give lyst til at blive i jobbet for dem, du inviterer ind i processen.

Og det er fuldstændig ligegyldigt om du rekrutterer en tømrer, en ingeniør eller en CEO. Alle vil gerne forandre sig til noget bedre. Forskellen mellem tømreren, ingeniøren og CEO’en er bare hvordan “det bedre” ser ud og processen derhen.  

Giver det mening?  

Hvis du synes det gør, men ikke ved hvor du skal starte, så er der konkret step-by-step hjælp at hente i næste nyhedsbrev.

Tak fordi du læste med!

De bedste hilsner fra Mads

Nysgerrig på at vide mere? Kontakt mig direkte på [email protected] eller +45 3030 8511... eller læs mere på: