"Kend din EVP - ellers kommer den gode rekruttering ikke til at ske" (Ej Mads - det er simpelthen for plat...)

Sådan skaber du maksimal jobmotivation hos de rigtige kandidater

Det er plat. Men sandt. Og jeg har varslet dårlig humor i mine artikler.

Men seriøst. Kender du det, at du selv synes, at du tilbyder verdens bedste jobmulighed i en fuldstændig unik virksomhed med fantastiske udviklingsmuligheder – men interessen og responsen fra omverdenen er halv-lunken?

Hvis du gør, så er du (u)heldigvis ikke alene.

Hvis der er én ting, jeg skulle pege på, som direkte kuldsejler et hav af rekrutteringer, så er det manglende evne til at oversætte ens egne tanker og følelser om en jobmulighed til konkrete forståelige ord, der skaber samme begejstring hos modtageren.

Og der er stor sandsynlighed for, at årsagen til den halvfesne respons er, at du ikke har styr på præcis den del, som morfaren i overskriften laver dårlige rim på: Din EVP.

Heldigvis er det nemt at gøre noget ved. Og reaktionerne fra omverdenen vil med garanti gå fra halvlunkne til overvældende, når du får styr på det.

👇 Jeg har brug for dit input nederst i mailen👇

Lad os starte ved begyndelsen: Hvad er en EVP?

Jeg bad min nye bedste ven ChatGPT om at beskrive, hvorfor en EVP er afgørende irekrutteringssammenhæng. Her er en del af svaret:

”Employee Value Propostition (EVP) is the unique set of benefits and rewards that an employer offers to its employees in exchange for their skills, knowledge, and experience. In today´s competitive job market, employers need to stand out to attract the right talent. A compelling EVP can differentiate your organization from competitors, making it more appealing to potential employees”

Så langt, så godt.

Havde ChatGTP været en sindig jyde ville første del af svaret have været mere direkte: ”Fortæl nu bare, hvorfor man skal tage jobbet.”

En EVP er bare en teknisk betegnelse for svaret på et ultrasimpelt spørgsmål, som alle dine potentielle nye medarbejdere søger svar på: ”Hvorfor skal jeg tage det her job?”.

Og jo mere ukonkret, floffy og floskel-agtigt dit svar er, des flere halvlunkne responser får du fra omverdenen. Det er egentlig ret simpelt.

Hvorfor er EVP’en SÅ vigtig?

ChatGPT udelod én vigtig forklaring i sit svar. Højst sandsynligt fordi jeg ikke evnede at stille de rette spørgsmål.

For udover det chatrobotten leverede, så er der en helt central årsag til at EVP’en er så afgørende for dig at have styr på. Årsagen ligger i måden vi som mennesker træffer beslutninger.

Selvom der er et hav af faktorer, der påvirker måden vi beslutter os på, så er der ét område, jeg vil fremhæve som særligt vigtigt at lægge mærke til i rekrutteringssammenhæng:

Alle mennesker er mere eller mindre egoistiske af natur. (Undtagen dig og mig selvfølgelig…). Af den grund vil vi, når vi står overfor et valg, lade vores beslutning styre af to stærke følelser.

Nydelse og smerte.

Hvad undgår jeg, hvis jeg træffer denne beslutning? (Smerte)

Hvad opnår jeg, hvis jeg træffer denne beslutning? (Nydelse)

Og det gælder uanset om du er ude at købe ind, prøver nyt tøj, overvejer studieretning, vælger livspartner eller beslutter dig for et nyt job. Det er altid nydelsen eller smerten ved noget, som styrer dit valg i den ene eller anden retning. Bevidst eller ubevidst.

Det betyder samtidig også, at hvis der ikke er nok nydelse at opnå eller nok smerte at undgå, så træder vi vande. Det resulterer enten i ubeslutsomhed (Vejer for/imod) eller beslutningen om at bevare status quo (Passivitet).

En afgørende faktor for om der forbindes nok nydelse eller smerte med noget, er vores evne til at gøre beslutningens konsekvenser (smerte) eller muligheder (nydelse) konkrete og tydelige nok i vores tanker.

”Skal jeg tage et stykke kage mere?”

Hvad opnår jeg ved at nuppe et stykke mere? (Smager godt, aktiverer belønningscenteret, kortvarigt velbehag og nydelse etc.)

Hvad undgår jeg ved at lade være? (Fortrydelse senere i dag, skal ikke knokle yderligere for at smide overflødige kilo, utilfredshed over manglende selvdisciplin, dårlig selvtillid etc.)

Det, der fylder og betyder mest for dig i dine overvejelser mellem hvad du opnår og hvad du undgår, vinder. Altid.

Forestil dig så, hvor meget kompleksiteten stiger, når det handler om at vurdere et job frem for et stykke kage?

Nu er vi tilbage ved årsagen til den halvlunkne respons på det, der i dit hoved er verdens bedste jobmulighed:

Det er ikke tydeligt nok for omverdenen at se, hvad de konkret opnår ved at hoppe ombord i det job, du tilbyder. Derfor gør de ikke mere ved det.

Enten fordi du beskriver jobbet i alt for vage vendinger, bruger overfladiske gennemtærskede rekrutterings-floskler, snakker for meget om dig/jer selv, bruger al tiden på at fortælle om kravene til jobbet eller reelt ikke ved nok om, hvad jobbet præcis indebærer. (Det er tankevækkende, hvor mange, der falder indenfor sidstnævnte…)

Og lige præcis her kommer EVP’en dig til hjælp. For er den udarbejdet rigtigt, så beskriver den i meget tydelige og konkrete vendinger, hvad en dygtig kandidat (der måske allerede sidder i et godt job) opnår, ved at sige ja til det job, du tilbyder. Eller i det mindste beslutter at undersøge det nærmere.

EVP’en hjælper kandidaten med at træffe beslutninger til din fordel.

Der er meget, du kan og bør inkludere i din EVP. Men fremfor alt – vær konkret.

Herunder har du tre faktorer, som jeg de sidste 12 år har erfaret, at dygtige mennesker først og fremmest gerne vil have svar på, når de søger job:

Fremtidige muligheder

…vær ultrakonkret på, hvad der er af fremtidige muligheder i jobbet. Fremtidige attraktive mål har og vil altid være voldsomt motiverende. Det er ikke nok at sige: ”En verden af muligheder” eller ”Frit valg på alle hylder”. Vær specifikt. Hjælp dem med at beslutte sig ved at være konkret. Kirurgisk præcision er mantraet på denne.

Hvilken mulighed er der tale om? Hvad skal jeg gøre i jobbet for at komme derhen? Hvilke resultater skal jeg levere, for at det bliver en realitet?

Hvad bliver jeg dygtigere til?

…hvad bliver jeg som medarbejder dygtig til over de kommende år? ALLE mennesker vil gerne gro, lære og blive dygtigere. Skab gennemsigtighed om vækst i jobbet allerede helt up-front i annoncen og specielt de første gange, du taler med en potentiel kandidat. Hold ikke igen på denne.

Mening

…hvilket formål understøtter kandidaten? Hvorfor er det her en særlig vigtig rolle i virksomheden? Alle jobs og virksomheder har et formål. Fortæl om det. Fokusér på den konkrete betydning for kandidaten.

Giver det mening?

Et konkret og helt friskt eksempel…

Et er teori. Noget andet er praksis.

Jeg vil gerne lægge hovedet på blokken og give et konkret eksempel på, hvordan jeg selv bruger EVP’en i et jobopslag, jeg har postet for nyligt. Ananas i egen juice vil forekomme – responsen har været overvældende.

…og vurdere om jeg er lykkes med at aktivere de tre vigtige EVP-faktorer beskrevet ovenfor. Derudover om du kan spotte andre elementer, der svarer på den sindige jydes spørgsmål fra indledningen. Du er mere end velkommen til at bruge hvad du kan i egne annoncer.

PS:

EVP’en er ikke kun brugbar i annoncen. Det er kun begyndelsen. Du bør anvende og udfolde den i alle de løbende samtaler, du har med potentielle medarbejdere. Hjælp dem med at se, hvad de opnår. Det gør det langt lettere for dem at træffe gode aktive beslutninger i din retning.

👇 Jeg har brug for dit input lige her 👇

Jeg har spottet et ønske hos nogle af vores kunder, om at blive bedre til at skrive jobannoncer. Og ikke mindst forny måden annoncer bliver skrevet på, så dine jobannoncer i højere grad skiller sig ud, bliver læst til bunds og handlet på. Herunder hvordan du får 100% styr på din EVP.

Ville du selv være interesseret i et online-kursus hvor du blev bedre til ovenstående?Og - hvilke problemer ved annonceskrivning plager dig specielt i dag?

Jeg vil sætte stor pris på at høre fra dig - du kan blot besvare denne mail. Tusind tak.(Du er også velkommen til at ringe, hvis det er lettere)

De bedste hilsner fra Mads

Nysgerrig på at vide mere? Kontakt mig direkte på [email protected] eller +45 3030 8511... eller læs mere på: